top of page

Værd at vide når du griller på altanen - MinAltans bedste råd


Elsker du at grille på altanen? Her kan du læse 10 gode råd om hvordan du griller sikkert og viser hensyn til dine naboer. Få tips til brandslukning og rengøring af grillen.




Danskerne er et folkefærd af grill-entusiaster, der elsker at lave mad i det fri.

Her er nogle af de ting, du skal være opmærksom på, når du vil grille på altanen.


1 – Må du grille på altanen?

Lokale brandmyndigheder, ejerlaug og boligforeninger kan forbyde, at man griller på altanen. Det sker for at minimere brandrisikoen og sørge for at naboerne ikke føler sig generet af røg.

Undersøg reglerne for dit område før du tænder op i grillen.


2 – Undgå at grille på altanen når det blæser

Vejrforholdene på altanerne er anderledes end ved jordniveau. Vinden er ofte mere voldsom og der er kraftige vindstød. Hvis flammer og gnister kastes rundt af vinden er der risiko for at der går ild i visne plantedele, gardinerne ved altandøren eller naboens havehynder.

Hvis du griller under låg er der generelt mere kontrol over ilden.

Den åbne grillrist bør kun benyttes når der er vindstille.


3 – Placer din grill på det sikreste sted

Undgå at din grill vælter ved at sætte den på et stabilt underlag. Tjek at den er samlet rigtigt, så der ikke er et ben eller et hjul, der falder af.

Placer grillen der hvor der er mindst mulig risiko for at mennesker eller kæledyr støder ind i den.

Fjern alle letantændelige ting i nærheden af grillen og lad være med at grille iført flagrende og løsthængende tøj.

Har du en elektrisk grill, så sørg for at man ikke kan snuble over ledningen og trække grillen på gulvet.


4 – Børnesikker grill på altanen

Børn må ALDRIG være alene på altanen når grillen er tændt! Hvis du har brug for at hente noget inde i lejligheden mens der er gang i grillen, så skal børnene med indenfor og døren skal lukkes.

Vær opmærksom på, at små børn har svært ved at forstå at en lukket kuglegrill nogle gange er kold og andre gange brændende varm.

Opbevar aldrig tændvæske eller lignende på en altan, hvor der kommer børn.


5 – Opbevaring af gasflasker

Gasgrills er populære på altanerne. Dels er de hurtigt varme og klar til brug. Dels undgår man at genere naboerne med røg fra briketter og trækul.

Ifølge Beredskabsstyrelsens bekendtgørelse må du højest opbevare én 11 kilos gasflaske på altanen. Den skal stå lodret og stabilt.

Det er i øvrigt vigtigt at du regelmæssigt tjekker at gasslanger og -regulator er i god stand uden revner eller andre skader.


6 – Hyppig rengøring

Duften af grillet mad er dejlig, men den lugt der kommer fra ikke-rengjorte grillriste og brændt fedt, der er dryppet ned i grillen under stegning, er ikke behagelig.

En beskidt grill oser meget mere og har større risiko for at overtænde og starte en grill-brand.

Har du kulgrill, så sørg for at tømme den så snart den er kølet af. Aske og støv kan blæse langt omkring til gene for dine naboer.


7 – Sørg for frisk luft

Når man griller, så udvikles der kuldioxid-gasser, der i større koncentrationer er giftige for mennesker og dyr.

Hvis din altan er indbygget eller delvis glaslukket kan det være svært for røgen at trække væk. Sørg for at åbne så meget så muligt mod den friske luft og hold altandøren lukket.

Du må aldrig grille på en lukket altan med afskærmningen trukket for.

Husk at en grill afgiver kuldioxid i op til 24 timer efter brug, så sørg for god udluftning.


8 – Lad være med at flytte en varm grill

Hvis vinden vender kan det være fristende at flytte grillen over i den modsatte ende af altanen. Lad være! Når du flytter en varm grill bliver der rodet op i gløderne og det kan antænde det fedtstof der er dryppet ned under risten.

Der er også risiko for at du taber grillen, at den vælter eller at du kommer til at brænde dig på overfladen under flytningen.

Vent også med at tømme grill og askeskuffe til alt er helt afkølet. Der går mange timer før briketterne er færdige med ulme.


9 – Vær forberedt på ulykker

Hvis ulykken er ude er det vigtigt at vide hvad du skal gøre for at stoppe den.

Er der mennesker eller dyr, der er blevet skoldet så hold det forbrændte sted under koldt vand i minimum en halv time. Er det en alvorlig forbrænding så kontakt læge/dyrlæge.

Sørg for at have brandslukningsmaterialer parat og en plan for hvad du gør, hvis en grill overtænder og flammerne kommer ud af kontrol. Hav et brandtæppe og gerne en lille skumslukker på altanen. Lav en brandøvelse, så du véd hvordan tingene fungerer før ulykken sker.

Går der ild i en elektrisk grill så sluk for strømmen på stikkontakten. Du må aldrig smide vand på en elektrisk grill!

Er det en kulgrill der overtænder, så dæk hele den åbne overflade med brandtæppet eller sprøjt den til med skum fra skumslukkeren. Vand og brændende fedt er en eksplosiv cocktail og det kan give store stikflammer hvis du kaster en spand vand på grillen.

Hvis du har en gasgrill, så skynd dig at slukke for gassen og tag regulator-hætten af flasken. Smid brandtæppet over grillen eller hvis der er låg på grillen, så slå det ned så flammerne er under kontrol.

Hvis der går ild i møbler, gardiner eller andet på altanen, så smid vand på til alle gløder er slukket.


10 – Vis nabohensyn

Lad være med at grille ting, der sender os og røg rundt til naboerne. Fedtholdig mad, der drypper ned på de varme kul, vil ryge voldsomt.

Brug optændingsbriketter i stedet for grillstarter og optændingsvæske. Det giver meget mindre røg og der er mindre risiko for brandulykker.

Det er godt nabohensyn kun at grille på de tidspunkter af døgnet, hvor der normalt er aktivitet i ejendommen. Det kan naturligvis være fristende at smide et par pølser på grillen når man kommer hjem fra en sen bytur, men tænk på hvordan dine naboer vil opleve at få krydret deres nattesøvn med lugten af røg og mad.

bottom of page