top of page

Kokkerer din aftensmad på altanen i et hyggeligt udekøkken

Det er skønt ikke blot at grille udenfor men også at lave maden ude. Og med gode, lange sommerdage og -aftener er det en hyggelig aktivitet at lave mad udendørs.




Der findes ikke noget bedre end at spise aftensmad på altanen. Men flere og flere har fået øjnene op for også at lave maden på altanen. På altanen er det mest af alt pladsen, der dikterer, hvor stort et udekøkken du kan have. Læs med her, og få gode råd til at lave et funktionelt udekøkken på din altan.


Allerførst: Kend reglerne

Det er vigtigt, at du har helt styr på, hvad du må og ikke må, før du begynder at indrette udekøkkenet. Hvad siger boligforeningen til grill på altanen? Skal det fx være en gasgrill? Tænk også grundigt over sikkerheden på altanen, så der ikke sker nogen ulykker. Fordi altaner ofte er små, bør du være sikker på, at grillen står sikkert, og madlavningen kan forløbe uden brud på sikkerheden.


Hvad er vigtigst ved et udekøkken?

Et udekøkken er egentlig bare betegnelsen for et sted, hvor man laver mad udenfor. Søger man på nettet, kan man finde billeder af kæmpestore udekøkkener, der kan være større end køkkenet indenfor med op til flere håndvaske og alt det køkkenudstyr, man kan ønske sig. Men mindre kan bestemt også gøre det. Et udekøkken behøver ikke være kæmpestort, men kan egentlig bare være lille, højt bord til at skære grøntsager og ordne kød på, en hylde – måske under bordet – til de vigtigste køkkenredskaber og så en grill. Er din altan meget lille, findes der grill, som man kan hænge på altangelænderet.

Man kan også overveje at hænge bordet op – men her skal man passe på, at det ikke bliver for besværligt at skære og ordne maden. Et ophængt bord kan nemt blive både for lavt til at kunne arbejde ordentligt ved og for ustabilt. Det er vigtigt, at du har fokus på funktionaliteten, så du har lyst til at bruge udekøkkenet, og at det er nemt at bruge. Gode resultater og en nem arbejdsgang er den bedste motivation.


Hvilke funktioner skal udekøkkenet have?

De store udekøkkener har både strøm og vand tilsluttet, og det kan man ikke så nemt gøre på en altan. Det kan derfor være en god ide at overveje, hvilken type mad du vil lave på altanen. Mange altansommermiddage består af grillet kød og grøntsager og en lækker salat. Til at lave den menu behøver du ikke mere end et skærebræt og en grill. Er du mere ambitiøs, findes der løsninger (som fx at lave en vandhane af en ophængt vanddunk), men for at komme i gang behøver du ikke så meget. Så kan du altid udvide, hvis du har tiden, lysten og pladsen. Og jo mere mad du laver i dit udekøkken, jo mere bliver du klar over, hvilke funktioner du har brug for til den mad, du kan lide at lave og ikke mindst spise.


Sørg for, at udekøkkenet kan stå ude i det meste vejr

Selvom en billig løsning kan være fristende, så bør du tænke på, at udekøkkenet (eller bordet og grillen) gerne skal kunne holde til altanens vejrlig. Hvis du skal bakse alt for meget frem og tilbage, kan det nemt blive for besværligt at bruge udekøkkenet. Der skal selvfølgelig heller ikke være noget, der går i stykker af at stå udenfor. Er der ting, der kan blæse væk, skal du tage dem ind, når du ikke bruger udekøkkenet.


Krydderurter lige ved hånden

En stor fordel ved at lave mad på altanen er, at man har sine krydderurter lige ved hånden – eller også kan udekøkkenet give dig blod på tanden til at begynde at dyrke krydderurter og andre spiseplanter. Vi har tidligere skrevet blogindlæg om, hvordan du får succes med krydderurter på altanen, og hvordan du kan omdanne din altan til en fin køkkenhave. Så har du det samlet på et sted.


Sørg for hyldeplads, så du ikke skal ind og ud …

Med et udekøkken er det en tand mere besværligt, hvis du hele tiden skal ind og hente et eller andet. Derfor kan det være smart at have en hylde med de vigtigste køkkenværktøjer og krydderier.


… eller hav en god kasse eller bakke

En anden mulighed er, at du har en udekøkkenkasse eller -bakke, hvor du nemt kan transportere det, du skal bruge. En af de vigtigste ting for at få brugt udekøkkenet er, at det er nemt, så gør det så nemt som muligt for dig selv.

Du undgår nok ikke at skulle meget ind og ud, netop fordi du ikke kan vaske grøntsagerne udenfor. Men planlægger du måltidet godt, kan du nedbringe turene ind. Heldigvis er der i de fleste tilfælde ikke så langt, hvilket er en fordel for udekøkkenet på altanen.


Køkkenfunktion om vinteren

Når det bliver vinter, og ikke er så sjovt at lave mad ude på altanen, kan du stadig bruge altanen som et slags køkken. Du kan fx opbevare madvarer derude og bruge altanen som et ekstra køleskab. Det har vi lavet en guide til her.

Bon appetit på altanen! Mangler du lige en altan? Kontakt MinAltan og få et tilbud på altaner til boligforeningen.

bottom of page