Sådan skaber du en hyggelig altan med personlighed

Du vil bruge din altan meget mere, hvis den er et hyggeligt sted at være, hvor du har det godt og føler dig hjemme. Her får du gode råd og inspiration til, hvordan du gør din altan hyggelig og giver den et stænk af din egen personlighed, så både du og dine gæster nyder at være der.

Har du et behageligt uderum, kan du bruge altanen langt ud på sensommeren, og det behøver faktisk hverken være svært eller dyrt at indrette altanen, så den emmer af hygge og udstråler din personlighed. Ofte handler det nemlig om de små detaljer. Læs med, og få nye ideer til den hyggelige og personlige altanindretning her.

Skab først et overblik over muligheder

Vi har sagt det før, og vi siger det igen: En god indretning på altanen kræver lidt forarbejde og planlægning. Det kan hurtigt ende med forkerte og dyre lappeløsninger, hvis du uden målrettede overvejelser shopper altanudstyr. Det er godt givet ud at bruge lidt tid på at tænke over, hvad du har til rådighed af plads og af budget, og hvad du gerne vil bruge altanen til. Det har nemlig stor betydning for, hvad du så skal gøre med indretningen.

Kig på det, du godt kan lide i dit hjem

Når det drejer sig om at gøre altanen personlig og få indretningen hævet til næste hyggeniveau, kan det også være en god ide at lave lidt forarbejde for den del af indretningen. Tænk for eksempel over, hvad du godt kan lide i dit hjem. Hvad nyder du at omgive dig med? Hvad skaber hygge for dig? Hvad kendetegner den hyggeligste krog i dit hjem? Og hvilket sted i din bolig kan du bedst lide at vise frem? Det kan pege på nogle indretningstendenser, der er udtryk for din personlighed, og som giver dig lyst til at slå dig ned og hygge igennem.

Overvej et gennemgående og personligt tema

En måde at skabe et stilrent look på altanen er ved at følge et bestemt indretningstema. Dine indretningsbeslutninger skal så passe ind i temaet, og det kan være et godt dogme at arbejde efter. Når du overvejer dit tema, så tænk stadig ind, hvad du skal bruge altanen til, så de to ting ikke modarbejder hinanden. Nyder du mest at flade ud med en kop kaffe i solen, bør du nok ikke vælge et stramt minimalistisk tema med hårde betonstole.

Mange vælger en romantisk og sommerlig stil med bløde, lyse sommerfarver, der jo passer utrolig godt på en altan. Vælger du det, kan du stadig gøre meget for at få stilen til at blive personlig. Det kan fx være ved at tage en uventet drejning i din indretning. Måske krydrer du det sommerlige med en væg med udstoppede dyr. Eller måske ligger du inde med arvestykker fra en gård, der kan trække indretningen i en anden retning. Vær ikke bange for at spille op mod det tema, du vælger, men gør det med måde.

Lad dig inspirere af Instagram og andre fototjenester

En god kunstner kopierer, men et geni stjæler ­– altså stjæler ideer og gør dem til sin egne. Er du blank for ideer til god indretning på altanen, så kig på alle de mange fototjenester, der findes. Hvis du søger på altaner, finder du et væld af ideer og inspiration til at skabe hygge. Dem kan du omdanne til det, der fungerer på din altan, så du nyder din altan mest muligt.

Billedet du ser i dette blogindlæg har vi lånt fra @cathrineahlmann.

De små detaljer skaber hygge og personlighed

Det er de små detaljer og elementer, der er vigtigst for at skabe hygge og personlighed: Krukker, lamper, tekstiler, blomster, ting på væggene osv. De samme møbler kan danne rammen om mange forskellige udtryk, alt efter hvilke detaljer du fylder ind.

Når vi taler detaljer, kan du hente inspiration i denne liste:

  • Udnyt væggene og loftet

    Et billede, en reol med vaser og blomster eller kroge i loftet med lyskæder eller hængeplanter skaber hygge på ofte uudnyttet plads. Tænk over, hvordan du kan udnytte andre områder end blot gulvpladsen.

  • Brug farver

    Vi danskere kan have en tendens til at holde os til de meget afdæmpede farver. Det kan give dig mulighed for at gå til den på altanen. Klare og stærke farver på vaser, krukker, puder og tæpper giver meget hygge med en lille indsats. Du kan også male dine møbler i flotte farver, så de bidrager til det personlige touch.

  • Find de grønne fingre frem

    Blomster og planter er også gode til at skabe hygge. De giver både farve og ro i sjælen og tilføjer liv og foranderlighed på altanen.

  • Gør noget ved gulvet

    Et betongulv kan trække meget hygge fra en altan – og give kolde tæer. Der er gode muligheder for at trække hyggeniveauet op, hvis du gør noget ved gulvet. Der findes flotte udendørstæpper, der kan skabe et godt og sammentømret helhedsindtryk, og ellers kan man lægge trægulv oven på betonen og med få virkemidler skabe et mere organisk udtryk. Så er man langt i jagten på hyggen.

  • Tekstiler er hyggelige

    Ofte er en stor og gennemgribende forandring i indretningen ikke nødvendig, for hyggen kan komme med få og velvalgte tekstiler. Det kan være i form af puder, hynder, skind eller tæpper på stolene eller en udendørsdug på bordet. Sørg her for, at tingene kan tåle at være udenfor, for det er ikke særlig hyggeligt at skulle bruge alt for meget tid på at pakke frem og tilbage.

Gå amok i genbrug

Som sagt behøver hyggen og personligheden ikke koste en bondegård. Ofte kan man finde gode og hyggelige ting i genbrugsbutikker og på loppemarkeder. Fordelen ved at købe det billigt er – ud over at du finder noget helt unikt – at man ikke er så øm over, om de billige genbrugsting bliver ødelagt af at stå udenfor. Kasser, krukker og dåser skaber et personligt præg, og mange andre genbrugsting kan også blive til hyggeguld på en altan.

Brug for eksempel gamle patentflasker som vaser, lav en skammel eller et bord af en gammel mælke- eller ølkasse, eller brug kasserne til at skabe en rustik reol. Der er rig mulighed for at gøre et kup og samtidig støtte et godt formål i landets mange genbrugsbutikker.