Gode råd til valg af altangulv, altanværn og altandøre

Når I skal have altaner i jeres boligforening, er det selvfølgelig vigtigt, at I får lige præcis det udseende og de detaljer, I gerne vil have. De synlige ting, som altanen og dens look består af, er gulvet, værnet og dørene. Der er forskellige tilbud og modeller hos forskellige altanfirmaer, og nogle ting har I mere indflydelse på end andre. Her gennemgår vi mulighederne på markedet og deres fordele og ulemper. Og så får du også svar på, hvorfor du ikke altid kan bestemme selv.

Den bygning, man bor i, den altanleverandør, man vælger, og den kommune, man tilhører, har stor betydning for, hvad man har af muligheder for altanens udseende og dermed gulvet, værnet og dørene. Værnet har man mindst indflydelse på, gulvet handler ofte om vind, vejr og behag, og dørene er der, man kan bestemme mest. Det afhænger selvfølgelig også af altanfirmaets leverandører og samarbejdspartnere. Vi gennemgår her tingene en for en, men vi starter hos den største faktor, nemlig kommunen.

Æstetikken er det væsentlige

For at få lov til at bygge altaner skal man have tilladelse fra kommunen. Når kommunen skal vurdere, om man må påbegynde et altanprojekt, kigger de først og fremmest på bygningen, og den æstetik, der i forvejen er. Æstetikken er nemlig væsentlig, når kommunen skal give tilladelse til altanerne, for det er vigtigt, at bygningen bibeholder sin æstetik, selvom der kommer altaner på. Kommunen er jo interesseret i en flot by med harmonisk udseende bygninger. Det er også derfor, at det særligt på gamle bygninger er nemmere at få tilladelse til altaner i gården end ud mod gaden.

Arkitektgodkendelsen har meget at skulle have sagt

Kommunen skal give godkendelse til to tilladelser, for at man må bygge altaner. Den ene er en ingeniørgodkendelse, som skal vise sikkerheden ved byggeriet og altanerne, og at altanfirmaet har styr på byggeprocessen. Det vil typisk være ingeniørerne i et altanfirma, der udformer den ansøgning på baggrund af tegninger og opmålinger.

Den anden er en arkitektgodkendelse, der så typisk udføres af arkitekterne i firmaet. Den har til formål at vise kommunen, at bygningen ikke bliver grim af altanerne, og derfor skal altanerne passe til bygningen.

Altanværn

Hvad for en type altanværn, man kan få, handler om bygningens udseende og kommunens arkitektgodkendelse. En ældre frederiksbergbygning vil det typisk klæde med runde værn, mens nyere og minimalistiske lejligheder passer godt sammen med en firkantet form. Det er op til kommunen at godkende det, der passer bedst til bygningens form, stil og farve.

Altangulve

I forhold til gulvet vil der ofte ikke være de store valg – her er det typisk altanfirmaet, der har en favorit. Der findes overordnet tre typer af gulve, som har forskellige fordele og ulemper:

  • Beton
    Beton er relativt billigt og nemt at arbejde med, men det er for det første ikke særlig pænt, og så er det heller ikke særlig rart at gå på. Det giver ikke den smukkeste finish på altanen.
  • Kompositløsninger
    Komposit er plastik, der minder om træ. Det har den fordel, at det ikke slår sig som træ, og at det ikke kræver vedligeholdelse, som træ gør. Træ skal nemlig have olie nogle gange om året. Ulempen ved komposit er, at det ikke kan suge regnvand, på samme måde som træ kan. Derfor skal alt vand på altanen fordampe, og det kan give vand på altanen i lang tid, efter det har regnet.
  • Træ
    De fleste altanfirmaer bruger træ til gulvene, fordi det er smukt, giver liv til de mere døde materialer, som altanen ellers er lavet af, er rart at gå på, er holdbart og kan suge vand, så altanen ikke er våd. Ulempen er, at det skal vedligeholdes, da det jo er et mere levende materiale.

Altandøre

Det er ved altandørene, at der er flest individuelle valg og mest medbestemmelse hos den enkelte beboer. Det er dog vigtigt, at farven på dørene passer til resten af bygningens vinduer og ser ens ud på hele bygningen.

Der er forskellige muligheder for døre, alt efter hvor meget plads, der er, og hvor store dørene skal være. Det er sådan, at man typisk udskifter det vindue, der i forvejen, med en dør i samme størrelse. Så er der et tofagsvindue, bliver døren også en tofagsdør. Udskifter man et trefagsvindue til en trefagsdør, er der flere variationsmuligheder. Man kan for eksempel få det, der hedder cafédøre, hvor man kan åbne to af dørens tre dele, eller alle tre dele kan åbne, hvis man vil have det.

Man kan også få indflydelse på, om dørene skal åbne indad eller udad. Det er dog bedst for vandafledningen på altanen, at dørene åbner udad. Derudover er der selvfølgelig en masse tilkøbsmuligheder som låse, håndtag, børnesikringer osv., alt efter hvad man har brug for.