Gode råd til barnevogne på altanen

En altan kan være det perfekte sted at give et lille barn en fredfyldt søvn i frisk luft. Der er ikke uvedkommende, der kommer forbi, og du er hele tiden tæt på dit barn. Men dit barn har fortjent den bedste og mest behagelige søvn (og det har du også fortjent, at barnet får), som foregår i fuldstændig sikkerhed. Hvordan skaber du de bedste betingelser for frilufts-søvnen på altanen? Det giver vi dig en række gode råd til her.

Hvorfor er det egentlig godt for barnet at sove udenfor?

De fleste andre lande syd for Danmark og Norden synes, at det er mærkeligt, at vi lader vores børn ligge udenfor selv ved lave temperaturer. Men der er faktisk gode grunde til, at vi sætter børnene udenfor og sove.

For det første er det en stor del af vores kultur. Det er faktisk en over 100 år gammel tradition at lægge børnene til at sove udenfor. Vi er generelt meget ude med vores børn i barnevognen og på legepladser, så det er naturligt, at vi også stiller dem ud og sover. For det andet har både børn og voksne godt af kølige temperaturer og frisk, ny luft uden bakterier, når vi skal sove. For det tredje oplever mange forældre, at deres børn simpelthen sover bedre og længere i fri luft.

Selvom der ikke er forskning, der entydigt peger på, at udesovende babyer er sundere, så er de fleste forældre enige om, at den friske luft og de røde kinder er godt for barnet.

Det vigtigste at huske, når dit barn sover ude:

  • Du kan lægge dit barn til at sove udenfor, fra det er et par uger gammelt. Men spørg sundhedsplejersken for at være sikker.
  • Er det koldt, skal barnet have godt med tøj på, så kun ansigtet er frit. Børn skal ikke sove ude, hvis det er under 10 minusgrader eller meget hårdt vejr.
  • Giv altid din baby en kyse eller hue på. Kun hvis det er meget varmt, kan du undvære den.
  • Tjek altid barnets temperatur i nakken – barnet må hverken være varmt eller koldt.
  • Når det er varmt, er det vigtigt, at barnet ikke ligger med direkte sol på kalechen, for så kommer der hurtigt meget høje temperaturer i barnevognen.
  • Husk babyalarmen.
  • Kan barnet bedst lide at sove indenfor, så lad det det.
  • Kun raske børn bør sove ude.
  • Tjek Sundhedsstyrelsens anbefalinger her: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/boern-og-unge/spaedboern-og-smaaboern/udeophold-i-kulden

Hav to barnevogne

Dette råd er mest til for forældrenes skyld. Hvis du kun har en barnevogn, skal du slæbe den op ad alle trapperne, når du har været ude og gå med barnet og skal lægge barnet til at sove på altanen. Bagefter skal den slæbes ned igen. Derfor er det smart med en altanbarnevogn, der står permanent på altanen. Det er ikke en god ide bare at stille liften eller barnevognskassen på altanen, for det kan hurtigt blive for koldt, når barnet står direkte på gulvet eller på et bord. Der er brug for den isolering, som det giver, når vognkassen bliver hævet over jorden på grund af stellet.

Find den rigtige altanbarnevogn

Derfor er det en god ide at finde en hel barnevogn, som kun er til altanen. Den behøver jo ikke kunne køre, så det kan sagtens være en brugt eller en meget billig en. Køber I den brugt, så tjek den efter for fugt og skimmel. Altanbarnevognen skal kunne rokke, og den skal være vind- og regntæt. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at den er lille nok, så der er plads til både at få den derud, og til at den kan stå der.

Sådan står altanbarnevognen mest sikkert på altanen

Sørg for, at altanbarnevognen kan stå relativt beskyttet på altanen. Hvis I har en meget udsat altan med blæst af orkanstyrke, er det ikke så god en ide at lade barnet sove på altanen, men det er de færreste altaner, der har de forhold. Altanbarnevognen skal stå med god afstand til gelænderet, og så skal det være muligt at stille den i skygge om sommeren, så det ikke bliver for varmt. Man kan evt. anskaffe sig en parasol til den og til barnet, så barnet ikke bliver overophedet.