Få mest ud af altanen om sommeren

Sommeren første måned er lige begyndt. Selvom vi ikke har haft et særlig varmt forår, er der alligevel tegn på, at det går den rigtige vej: Det er lyst længere, og blomsterne giver farver i parker og haver. Det betyder også, at altansæsonen er i fuld gang. Her giver vi nogle bud på, hvordan du kan få mest ud af din altan om sommeren fra de overskuelige til de helt vilde bud.

Nyd solen, og få D-vitamin

Gennem den mørke vinter har vi higet efter solen og D-vitaminerne. Altanen – hvis der altså er sol på den – er et rigtig godt sted at få de eftertragtede vitaminer. Derfor er det en god ide at gøre det til en vane at gå ud på altanen, når solen står på. Drik eftermiddagskaffen eller morgensmoothien i solen, for bare lidt sol kan gøre underværker for din dag og også for din søvn.

Du bør indrette altanen sådan, at du har lyst til at være der, selvom det er køligt. Skab et lunt hjørne på altanen med tæpper, puder og læ, så du altid har et sted at lune dig. Placér en jakke og varme sko ved altandøren, så du let kan hoppe i noget lunt, inden du går ud på altanen. Jo lettere det er at klæde sig ordentligt på, jo lettere får du ved at bruge altanen.

Snyd med en varmelampe

Det kan være en god investering at købe en varmelampe for at hjælpe sommeren på altanen lidt på vej. Det er selvfølgelig noget af en udgift, men det kan betyde, at du bruger altanen mere på de lidt kølige sommeraftener og om efteråret.

Ryd op, og gør forårsrent, så altanen er indbydende

Altanen skal se indbydende ud, for at den bliver brugt. Hvis der er alt for mange ting, der bare bliver opbevaret som ølkasser, skrald og børnenes løbecykler, får du ikke lyst til at gå derud. Derfor skal du sørge for at lave en rengøring og en oprydning, der gør altanen hyggelig og indbydende. Hvis du skal opbevare mad og andet på altanen, så gem det i pæne opbevaringskasser eller kurve. Du kan få inspiration til at gøre rent på altanen i vores blogindlæg her.

Indret altanen indbydende

Altanen kan nemt peppes op og gøres hyggelig med tekstiler med print i flotte farver. Hvis du ikke skal ud og investere i nye møbler, kan puder og tæpper gøre det hele mere indbydende, fordi de både pynter, hygger og varmer. Skaf puder og tæpper, der kan tåle at bo udendørs, for så skal du ikke bruge tid på at flytte dem ud og ind hele tiden.

Lav mad på altanen

Selvom man med det danske sommervejr ikke kan sidde og spise på altanen hver aften, kan du stadig bruge altanen til at lave mad. En grill varmer også godt, så tag hul på grillsæsonen på altanen allerede nu. Det er selvfølgelig vigtigt at overholde de regler, der er i boligforeningen – nogle steder må man nemlig ikke grille på altanen. Det er også klogt at tænke lidt over naboer og overboer i forhold til os og røg.

Skab en frodig altan

En frodig altan er mere indbydende, og hvis du sørger for at plante blomster, der blomstrer tidligt, kan det gøre altanen endnu flottere endnu længere.

Vi har både skrevet et blogindlæg om, hvordan du kan få krydderurter og blomster til at gro på altanen.

Skab noget at kigge på

Liv på altanen kan også gøre den mere indbydende, og besøg af små fuglevenner kan være et hyggeligt input på altanen. Nyder man en stille morgenkaffe, kan fuglene godt kigge forbi, hvis man har gjort altanen til et fugleparadis. Det har vi også skrevet et blogindlæg om, som du kan læse her.

De vilde bud: Dyrk morgengymnastik, eller sov på altanen

Er man helt vild, og har man en altan med plads til det, kan man gøre det til en vane at dyrke sin morgengymnastik på altanen eller måske endda sove derude. Morgengymnastikken kræver nok en relativt afskærmet altan (alt efter temperament), og at sove derude kræver et godt blik på vejrudsigten og en masse tæpper og puder. Men begge dele skulle efter sigende være sundt, så det er bare med at komme i gang.