Dyrk jordbær på din altan

Jordbær egner sig fortrinligt til dyrkning på altanen. Jordbærplanterne er robuste og giver nye bær år efter år. Samtidig trives jordbær stort udbytte, selv når pladsen er trang, så selv med få planter kan du få mange bær.

Jordbær. Behøver man næsten sige mere? De smukke, røde bær smager vidunderligt, og intet dufter mere af sommer end friskplukkede, søde jordbær.
Jordbær egner sig fortrinligt til dyrkning på altanen. Jordbærplanterne er robuste og giver nye bær år efter år. Samtidig trives jordbær stort udbytte, selv når pladsen er trang, så selv med få planter kan du få mange bær.

Jordbær kan plantes for sig selv i altankasser, men fungerer også godt som bunddække under opstammede træer og buske i krukker. Jordbærplanterne beskytter jorden mod udtørring, og deres flotte, mørkegrønne blade danner et smukt ’tæppe’ i krukkerne.

Når du dyrker jordbær på altanen, er det en god ide at plante dem i nærheden af mynte eller timian. Krydderurterne tiltrækker mange bier, og det er en god ting for dine jordbær. Bierne bestøver jordbærplanterne, og jo bedre planterne bestøves, desto flere bær giver de. Flere bier er lig med flere jordbær.

Der er mange jordbærsorter at vælge imellem. Blandt de mest populære er Ostara og Everest, som begge egner sig godt til dyrkning på altanen. Det skyldes, at Ostara og Everest er såkaldt remonterede sorter, hvilket betyder, at de blomstrer og bærer frugt helt frem til efteråret, når frosten sætter ind. Ostara eller Everest er derfor det oplagte valg, hvis du gerne vil have jordbær på din altan hele sommeren og langt ind i efteråret.

Jordbærplanten trives bedst i en jord, der både er muldrig og let. God pottemuld er derfor velegnet, da pottemulden er fuld af næringsstoffer og samtidig har den rigtige porøsitet. I forhold til vanding har jordbærplanten det bedst, når jorden hverken bliver for tør eller for våd. Et godt tip er at stikke en finger i jorden og mærke, om jorden trænger til vand. Hvis jorden er tør, vander du, hvis ikke, lader du være. Det er vigtigt, at du ikke overvander planterne, da det øger risikoen for skimmelsvamp, som ødelægger dine bær.

Når først du har plantet dine jordbærplanter, passer de stort set sig selv. Du skal dog sørge for at vande regelmæssigt og fjerne det ukrudt, der måtte komme.

De nyplantede jordbær har brug for masser af lys og luft, så placer gerne dine krukker og altankasser så solrigt som muligt. Er der ikke så meget sol på din altan, så kan du dyrke prydjordbær eller skovjordbær i stedet. De trives fint i halvskygge. Bærrene er ofte lidt mindre, men meget smagfulde.

Jordbærplanter giver typisk bær i tre-fire år. Derefter skal planterne udskiftes med nye. Hvis du gerne vil have jordbær hvert år, er det derfor en god ide at plante jordbær i flere altankasser med et par års mellemrum mellem kasserne. På den måde er du sikker på at have jordbær på din altan hver eneste sommer.