Din step by step-guide: Fra ansøgning til altan

I dette blogindlæg giver vi dig et overblik over hele processen step by step – og selvfølgelig et par gode råd med undervejs.

Det kan være svært at overskue processen fra beslutning til byggeri, når det handler om altaner. Du kan have spørgsmål såsom:

Hvem kan give tilladelse til, om du og dine naboer må få en altan?
Hvilke faldgruber skal du undgå?
Og hvor lang tid går der, inden du kan nyde en kop kaffe på din færdige altan?

Selve processen er illustreret i nedenstående model, hvor de syv steps du skal igennem bliver gennemgået:

Step 1: Enighed og fælles beslutning

Faktisk er det kun i den indledende fase, at du og dine naboer skal yde en indsats. Når først I har skrevet under med altanleverandøren, og processen om ansøgning og byggeri er sat i gang, kan du og dine naboer læne jer tilbage og glæde jer til de nye altaner.

Men først skal I lige igennem en demokratisk proces i jeres boligforening, for I skal blive enige om jeres behov og tage en fælles beslutning: Et altanbyggeri er en synlig ændring af facaden, og derfor skal I naturligvis være enige i jeres lokale andels- eller ejerforening.

Det betyder, at altanbyggeriet ikke må stride imod vedtægterne, og at der skal være et flertal for altanbyggeriet blandt beboerne ved en generalforsamling – typisk et flertal på mindst 2/3. Du kan derfor ikke alene beslutte, at du vil have en altan, hvis du bor i en boligforening.

Tip!
I denne indledende beslutningsproces kan det være en rigtig god idé at indhente både information og evt. tilbud fra flere altanbyggefirmaer, så I har et fornuftigt grundlag at tage en fælles beslutning ud fra. Det er også vigtigt, at I er helt enige om både udseendet og størrelserne på altanerne.


Step 2: Indhentning af tilbud

Når I er nået til enighed i jeres andels- eller ejerforening, og flertallet ønsker at få monteret altaner på jeres ejendom, skal I i gang med at indhente konkrete tilbud.

Tip!
Det er en god idé at kontakte flere altanbyggefirmaer, så I har et godt sammenligningsgrundlag – både på produkt, udseende og pris.

Når I skal indhente tilbud, er det også en god idé at se på firmaets økonomi og kreditværdighed, så I er sikre på, at I finder jer en solid og økonomisk stærk partner, så I undgår risici og kan opnå fornuftige betalingsbetingelser. Og så skal I naturligvis vælge et altanbyggefirma, som giver byggegaranti.


Step 3: Rådgivning og endelig kontrakt

Når I underskriver den endelige kontrakt om altanbyggeriet, har I formentlig allerede haft et forudgående samarbejde med altanbyggefirmaet i form af opmålinger, drøftelser af materialevalg og forventnings-afstemning. Måske har de rådgivet jer omkring materialevalget, og de kender antallet af altaner og den ønskede størrelse på altanerne. De ved derfor også, om det skal være med to- eller trefags døre, og om der skal være individuelle afvigelser fra altan til altan.

Tip!
Selvom altanbyggefirmaet naturligvis har fokus på kundernes behov, er det en god idé med uafhængig kontraktrådgivning, da altanbyggeri er en stor investering for jer. Det kan også være en god idé for jer at have jeres egen bygherre koblet på, så I har jeres egen fagperson, der repræsenterer jer, og som kan ”fagsproget” i dialogen med altanbyggefirmaet.

OBS!
Når I skriver under på en kontrakt med jeres altanbyggefirma, og I har godkendt altaner og priser, er det endnu ikke 100 % sikkert, at I kan få bygget altanerne. Det er nemlig kommunen, der som myndighed i sidste ende bestemmer, om I kan få byggetilladelse. Altanbyggefirmaet vil dog typisk rådgive jer om, hvad I kan forvente at få byggetilladelse til. Der findes også en altanmanual, som danner grundlag for kommunens bestemmelser om altaner.

Læs mere om kommunens regler her


Step 4: Projektering og byggetilladelse

Når I sammen med altanbyggefirmaet har udformet og indgået en kontrakt, begynder en mere kompliceret proces – ikke for dig og dine naboer – men primært for altanleverandøren, som nu går ind og ordner alt ’det besværlige’ papir- og ansøgningsarbejde for jer.

Altanbyggefirmaet vil nu typisk tage kontakt til den relevante nøgleperson i jeres ejendom i forhold til endelig opmåling, så de kan søge om byggetilladelse hos kommunen. Tidsperspektivet i denne proces er man ikke selv herre over, da det er en myndighedsgodkendelse, men altanbyggefirmaet vil naturligvis gøre alt, hvad de kan for at optimere mulighederne for at få fuld tilladelse til altanbyggeriet hurtigst muligt.

Herfra tager fagpersoner som ingeniører og konstruktører over og tegner jeres bygning op, måler og beregner. Kort tid efter at I har skrevet under, sendes ansøgningen om byggetilladelse afsted til kommunen, så myndighederne kan tage fat på at behandle sagen hurtigst muligt. Denne proces tager typisk 3-4 måneder afhængig af kommunen og de konkrete forhold omkring jeres bygning. Altanbyggefirmaet holder herefter hyppige møder med kommunen om både konstruktionsgodkendelse og arkitektgodkendelse, som er to forskellige ting.

Så snart at kommunen som myndighed har givet tilladelse, får I besked fra altanfirmaet.

Det kan dog ske, at I kun opnår delvis tilladelse, og så skal I selvfølgelig være opmærksomme på, at kontrakten måske skal revideres og justeres.

 

Step 5: Produktion og levering

Selve byggeriet kan egentlig inddeles i to steps. Først skal delelementer som døre og altaner produceres. Når bestillingerne er afgivet, og produktionen sættes i gang, går der typisk 6-8 uger, før altaner og døre leveres. Produktionen af altaner og døre kører sideløbende for at afkorte produktionstiden.

Tip!
Vær helt sikker på, at det er det rigtige, der bliver bestilt. Bed evt. om en bestillingsliste fra altanleverandøren.


Step 6: Selve monteringen

Når altaner og døre er færdigproduceret, kommer håndværkerne ud til jer i ejendommen og monterer dem. Det er typisk faglærte tømrere og murere, som monterer og sikrer altanen.

Dette step kræver også lidt af dig, for håndværkerne skal have adgang til din bolig for at påmontere både altan og dør. Derfor kan der godt opstå lettere byggerod i det rum i din lejlighed, som fører ud til altanen.

Tip!
Her er det for det første en rigtig god idé at sørge for at få en tidsplan på forhånd. Det giver jer overblik over, hvornår håndværkerne skal ind i jeres lejligheder, og det giver altanfirmaet et positivt pres i forhold til at blive færdig til tiden.

I den mere praktiske afdeling er det en god idé at dække af med plastik i det rum, som vender ud mod altanen, så du ikke får skidt og støv på dine møbler og dine ting. Det er også en god idé at fjerne ting, der kan gå i stykker, så håndværkerne kan komme til.  Det letter arbejdet for alle.


Step 7: Kvalitetssikring af den færdige altan

Nu er det endelige mål nået, og du kan glæde dig over, at din altan er færdig og klar til brug.
Men et godt altanbyggefirma følger altid altanprojektet helt til dørs ved at gennemgå altanen sammen med dig inden overlevering.

Vigtigt!
Som en del af byggegarantien bliver din altan synet efter et år – og igen efter fem år. Det skal I naturligvis i foreningen sørge for at holde altanbyggefirmaet op på.

Rigtig god fornøjelse med din nye altan.