Brug altanen som værn mod indbrud

Hver dag får mere end 100 danske hjem besøg af indbrudstyve. Her får du 5 konkrete råd til, hvordan du kan bruge din altan til at holde tyvene på afstand.

Danmark er et af de mest indbrudsplagede lande i Europa. I 2014 blev der anmeldt mere end 36.000 indbrud i private boliger.

Det er heldigvis sjældent, at tyvene bruger altanerne som adgangsvej, men de kan bruge altanen som indikator for, hvilke lejligheder der kan være mål for indbrud.

Her får du 5 tip til, hvordan du kan undgå at få besøg af uvelkomne gæster.

1 – Luk altandøren og -vinduer når du tager hjemmefra

Især hvis du bor i stueetagen eller på første sal, hvor tyvene let kan skaffe sig adgang. Det er en god idé at sætte en ekstra lås eller tyverisikring på – og i øvrigt sørge for at der ikke står stiger og andre klatreredskaber til fri afbenyttelse i gården!

2 – Få lejligheden til at se beboet ud med lys på altanen

De nye smarte LED bloklys med timerfunktion er supersmarte at sætte i lanternerne på altanen. De livagtige ‘levende’ lys får det til at se ud som om der er nogen hjemme i lejligheden – og det bryder tyvene sig ikke om.

Du kan også bruge en lyskæde eller lamper, der er koblet på et tænd-sluk ur.

3 – Fyld altankasserne med blomster

Et af de klassiske tyve-tricks er at se om der er liv i planterne i urtepotter og på altanen. Ser planterne visne og trætte ud, så kan det være et signal om, at lejligheden måske står tom i perioder fordi ejeren opholder sig et andet sted.

Du kan snyde tyvene ved at fylde altankasserne med kunstige blomster. Husk at skifte dem ud når de begynder at blive blegede af solen og plastik-agtige at se på.

4 – Lad være med at udstille værdigenstande på altanen

Har du en dyr racercykel eller eksklusive designermøbler på altanen, så er det en god idé at montere læsejl eller en anden form for afskærmning, så tyvene ikke umiddelbart kan se, at der er letomsættelige varer at hente i lejligheden.

5 – Lav naboværn mod tyveri

Lav et naboværn i ejendommen. Hjælp hinanden med at holde øje med om der er uvedkommende trafik i opgangen eller at der er fremmede der overvåger jeres boliger fra gården.

Få lavet nogle store og tydelige skilte, der fortæller potentielle tyveknægte om at her er der etableret naboværn.

Måske kan I også hjælpe hinanden med at vande blomsterne på altanen i ferietiden og bytte planter og stiklinger?
Godt naboskab er helt uvurderligt!