Altanen giver værdi til din bolig

En altan giver værdi til din bolig. Læs ejendomsmæglerens forklaring her

Der er kommet et øget fokus på det grønne byliv. Mange drømmer om at nyde livet på altanen. Her kan man slikke solskin, nyde en kop kaffe i det fri og måske dyrke krydderurter, solmodne jordbær og smukke blomster.

Altaner er blevet kaldt ‘det nye samtalekøkken’ fordi det er her, vi udlever vores boligdrømme og kan være kreative.

Kommunikationschef Jan Nordmann fra ejendomsmæglerkæden EDC fortæller, at det især er børnefamilier og de mere modne købere, der efterspørger bolig med altan.

‘Familierne ønsker at have byens bekvemmeligheder uden for døren – samtidigt med at de kan dyrke haveglæden på altanen’ siger Jan Nordmann.

Når man som ejendomsmægler vurderer den værdi, som en altan tilfører en bolig, så er der flere faktorer der tæller. De to vigtigste er størrelse og udsigten fra altanen.

En altan, der er så stor at den virker som en udvidelse af stuen, er meget eftertragtet. Der skal helst være plads til et spisebord, en grill og nogle blomsterkrukker.

Hvis udsigten desuden er et smukt gårdmiljø eller et vue ud over et af byens rekreative områder, så er det absolut også et plus.

‘Det er ikke tilfældigt, at det næsten altid nævnes i overskriften på en salgsannonce, hvis en lejlighed har altan’ forklarer Jan Nordmann. ‘Når man skal sælge en bolig så leder man efter de bedste salgsargumenter – og en altan er altid et værdifuldt aktiv’.

Det er svært at sætte konkrete tal på, hvor meget en altan hæver boligprisen, da der også er mange andre faktorer i spil når man værdisætter en lejlighed.

Der er dog mange købere, der ikke ønsker at gå på kompromis med om der skal være altan til deres fremtidige bolig – og på den måde tiltrækker altanen flere potentielle købere. Det øger lejlighedens salgbarhed og det betyder ofte kortere salgstid og mindre afslag.

‘En altan vil altid forøge værdien af lejligheden’ siger Jan Nordmann ‘men ligesom med et nyt køkken og andre værdiforbedringer skal man primært lave dem for sin egen skyld. En altan giver masser af glæde i hverdagen – og hverdagstrivsel er den vigtigste gave man kan give sig selv’.